Sogneindsamling 2020

Søndag den 8. marts 2020 kan du være med til at gøre en forskel for klimaet og verdens fattigste. Her samler vi sammen med 15.000 danskere og Folkekirkens Nødhjælp ind til de mennesker, som lider allerhårdest under klimaforandringerne. Går du med, giver du livsnødvendig hjælp til dem, der står i første række, når oversvømmelser eller tørke rammer.

Folkekirkens Nødhjælp har ydet nødhjælp til mennesker i snart 100 år, længe før klimaforandringerne kom på dagsordenen. MEN der har aldrig været naturkatastrofer i det omfang, verden oplever nu. Og her er det ikke nok, at vi som danskere reducerer vores CO2-udledning.

Overforbrug af jordens ressourcer har skabt en global klimakrise. Det er for alvor gået op for os, at vi må ændre vores egne vaner og komme vores medmennesker til undsætning. Et konkret og godt sted at starte er at tilmelde dig Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling.

Pengene går til klimaløsninger som disse:

  • Træplantning, der hindrer erodering og giver liv og skygge
  • Diger og dæmninger, der kan stoppe oversvømmelser
  • Huse og veje, der kan modstå vandmasser og jordskred
  • Systemer og apps, der kan advare befolkningen før et forestående uvejr
  • Vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer folk rent drikkevand
  • Nye afgrøder, der kan klare tørke og vejrets omskiftelighed

I Sæby og omegn er vi klar til at gøre verden klimaklar ved indsamlingen den 8. marts 2020. Vi håber at se så mange frivillige som muligt til den altid hyggelige indsamlingsdag.

"Den årlige Sogneindsamling er altid en hyggelig søndag. Det er en god meningsfuld måde for enkeltpersoner og familier at være sammen på, og det samler folk om en vigtig sag til gavn for verdens fattigste," siger Benth Holst Andersen og Finn Jonasson, indsamlingsledere i Sæby. 

Vil du have en hyggelig søndag og samtidig slå et slag for verdens vigtigste sag?

Så kontakt allerede nu Finn Jonassen på telefon 20 53 17 65 eller på mail til finn.jonasson@outlook.dk for at melde dig som indsamler.

i 2019 samlede vi 15.500 kroner ind i Sæby - lad os gøre det endnu bedre denne gang! 

Du kan også melde dig som indsamler på blivindsamler.dk